Hvis jeres virksomhed rammes af et cyberangreb vil både medarbejdere og ledelse typisk opleve et stort pres, samtidig med at I skal handle hurtigt og effektivt, for at begrænse skaderne i virksomheden. En enkel nødplan, som beskriver de centrale roller og vigtigste kontaktinformationer, kan hjælpe mindre virksomheder med at handle hurtigere ved et cyberangreb.
Af: Mikkel Kjerri, Journalist & Forbrugeranmelder
Sådan kan I bruge skabelon for nødplan ved cyberangreb
Det er en god ide at have en nødplan, som i enkle trin beskriver, hvad man kan gøre, og hvem man kan kontakte for at stoppe eller begrænse et cyberangreb i virksomheden.
For at nødplanen har mest værdi, bør den vedligeholdes og opdateres løbende. I kan drøfte planen på et medarbejdermøde og øve den årligt. På denne måde sørger I for, at alle i virksomheden kender den, og I får testet, om noget bør tilrettes eller præciseres.
LÆS OGSÅ Sådan sikres overvågningskameraer og andre internet-forbundne enheder bedre
Udfyld planen før skaden sker
Det anbefales, at I på forhånd udfylder felterne i nødplanen, så I kan handle hurtigt og mere effektivt, hvis virksomhedens systemer rammes af en cyberhændelse. Det er også en god idé at printe fysiske eksemplarer og lægge nødplanen et sted i virksomheden, hvor alle medarbejdere kan finde den. Det bør dog sikres, at jeres leverandører og deres kontaktinformationer ikke kommer til uvedkommendes kendskab ved fx at hænge den op et offentligt tilgængeligt sted.
I kan supplere nødplanen med en IT-beredskabsplan, som sikrer, at de IT-afhængige og forretningskritiske arbejdsprocesser i virksomheden, kan reetableres og er funktionelle efter en kritisk hændelse.

Denne artikel er blevet til i samarbejde med SikkerDigital.dk















Kommentar/debattere