Århus-team bag nyt ungdomsmagasin
L!NK er navnet på et gratis ungdomsmagasin, som udgives i Århus, og som i morgen er på gaden for første gang.
Eksterne kilder: Kay Rasmussen, JP Århus // 09.05.2005
Et ungt team fra Århus udgiver udsender i dag det første nummer af et gratis ungdomsmagasin med navnet L!NK, som henvender sig til begge køn, og som især henvender sig til de 180.000 unge i alderen fra 15-25-år, der går på landets ungdomsuddannelser. Ideen til månedsmagasinet fik den 28-årige freelancefotograf Mikkel Kjerri fra Grenaa, der da også er magasinets første chefredaktør:
»Jeg tager fotos til Forlaget Uponit i Skejby, som udgiver erhvervsmagasinet Erhvervsfokus og mange erhvervsprofilmagasiner. I den forbindelse havde vi et idéudviklingsmøde, hvor jeg foreslog et magasin som L!NK. Der er nemlig kun yderligere to lignende magasiner Tjek og Chilli i Danmark,« fortæller Mikkel Kjerri.
Udgiver er da også Forlaget Uponit, og den ny redaktion har til huse på første sal af Trøjborg Grafik på Skejby Nordlandsvej 309 i Skejby. Magasinet benytter sig i udpræget grad af freelance skribenter, men man har også et fast samarbejde med Århus Amt i form af en sexbrevkasse og information til unge om sex. Med er også Carsten Borup fra Lysthuset i Århus, og Rikke Møller, leder af ungdomsgruppen. Magasinet, der udelukkende finansieres via reklameindtægter, skal udkomme 10 gange om året, og dermed ikke i de måneder af året, hvor skolerne har ferier. Det første nummer er på 32 sider, og det andet, som kommer til august, bliver på 64 sider. Der er ifølge chefredaktøren garantier for mindst ét års udgivelser.
»L!NK er et gratis livsstilsmagasin, som skriver om alt det, der interesserer unge i alderen 15 til 25 år. Hvorfor skal blade og magasiner koste penge, når vi får gratis dagblade smidt i hovedet på vej til arbejde?« siger Mikkel Kjerri


Leave a Reply